Mens de fejrer at de gamle mayaer åbenbart tog fejl i deres beregninger, er der elementer i den danske presse, der forbereder sig på at balancere tingene ved at lukke ned for deres deontologi. Medierne er, som selvudnævnt vagthund i vores samfund, der opfylder en meget vigtig rolle med at give offentligheden en stemme, bundet af et etikkodeks, og de må stå til regnskab for deres handlinger. Men det menneskelige element i denne ligning giver plads til at alle de mulige nuancer af subjektivitet kan træde ind i den tilsyneladende søgen efter sandheden og det er tit personlige dagsordener og lavere motiver, der dikterer resultatet.
Ideen om en institution, der på en korrekt, etisk og objektiv måde informerer folket er mildt sagt utopisk. Bevidsthedsniveauet i et samfund dikterer hvordan mulighederne for etik og retfærdighed kan indføres. Og som vi alle bevidner dagligt er det nuværende bevidsthedsniveau langt fra den spirituelt oplyste bevidsthed, der kræves hvis man spontant vil efterleve etik og princippet. Medlemmer af Journalistforbundet tror at ’den offentlige oplysning er en forløber for retfærdighed og grundlaget for demokrati’. Men hvordan kan uoplyste medier oplyse deres samfund? Hvis medierne kunne være tro mod deres forpligtelse til at ’mediere’ som en ’informationsservice’, uden at blive personligt involverede, så ville de opfylde deres formål og spille den rolle, de skal, i det demokratiske samfund.
Jeg har for nyligt haft en førstehåndsoplevelse af at møde en del af den danske presse, der desværre bare igen har ført mig til at konkludere at denne institution stadig er langt fra i sandhed at leve op til deres professionelle forpligtelser. Der er et dokumentarprogram på TV2, Danmark ifølge Bubber, hvor den eponyme Bubber er vært – den samme Bubber der vandt sin popularitet i de danske medier ved at starte sin karriere i børne-tv. Nu er ’Danmark ifølge Bubber’ i gang med sin femte sæson, og ifølge Bubbers udtalelser bliver det ’endnu vildere og endnu bedre’. Han siger at ’Danmark er på alle måder utroligt, både på den gode og den dårlige måde’. Indtil nu har programmet dækket emner som dyresex, transvestitter, swingerklubber, mænd i dametøj, nazisme, porno, fængsler og prostitution. Det får mig til at tænke på: hvor meget vildere bliver det? Lige så vildt som Natha Yogacenter? Det ser ud til at de mener vi passer ind i denne kategori. Skal vi være smigrede? Måske ville vi være med hvis vi ikke allerede vidste hvordan medierne har det med at fremstille os i et ufordelagtigt lys. Hvis vi sammenholder dette med den kendsgerning at Bubber i den nye sæson bevæger sig ’ind på et nyt område hvor folk mister deres sunde dømmekraft’, og at historien er opstået på grund af udtalelser fra ex-medlemmer af skolen, så kan vi allerede godt forestille os hvilken slags historie ’Danmark ifølge Bubber’ vil fortælle.
Efter jeg havde forklaret Bubber at jeg var optaget det meste af december og sikkert ikke kunne give et interview før januar, bad han om at vi kunne mødes til interview d. 15. januar. Men i næste mail ændrede han pludselig tone og skrev: ’Jeg foreslår at jeg ringer til dig/Mihai tirsdag d. 18. eller onsdag d. 19. i næste uge så vi kan tage interviewet over telefonen. Hvis jeg ikke hører fra dig før tirsdag d. 18. december 2012, må jeg konkludere at Mihai Stoian ikke ønsker at deltage i programmet og besvare mine spørgsmål’. Dette fik mig til at overveje hvorfor datoen pludselig blev ændret og hvorfor det pludselig blev så vigtigt at få interviewet i stand nu i stedet for en måned senere?
Jeg ønskede at give interviewet, men sagde til Bubber at jeg kun ville give det på visse betingelser, da jeg var nødt til at have i det mindste en lille smule forsikring om at mine ord ikke ville blive fremstillet forkert eller fejlfortolket. Ud fra vores tidligere erfaringer med at forhandle med medierne skitserede vi en kontrakt, der understregede disse betingelser, som var en forudsætning for interviewet.
Det optagede materiale med mig kan bruges helt eller delvist i den endelige udgave af denne produktion.
Eyeworks/ TV2 har ikke ret til at sende materialet ud uanset hvad format eller metode måtte være, uden en skriftlig godkendelse og accept fra mig.
Eyeworks /TV2 er opmærksomme på at hvis de ikke opnår min skriftlige godkendelse og accept af en udsendelse skal de betale en bøde på 500.000 kr til mig pr udsendelse eller frigivet eksempel på et produktionsmateriale, der indeholder min delvise eller fulde deltagelse.
På grund af min bekymring for at mine rettigheder ikke respekteres kan jeg til enhver tid tilbagekalde enhver accept eller deklaration, som jeg tidligere har givet i forbindelse med udsendelsesmateriale, der indeholder min deltagelse, uanset hvilke konsekvenser og omstændigheder som Eyeworks/TV2 så måtte oppebære’.
Men Eyeworks afslog og sagde at:
“Vi er opmærksomme på at du har bedt om ret til at vælge hvilke dele af interviewet, vi kan bruge bagefter. Dette er desværre ikke et ønske, vi kan opfylde, da vi så ville gå på kompromis med vores grundlovssikrede ret til at pressen samler, behandler og videreformidler information. Desuden vil TV2 Danmark aldrig acceptere at disse rettigheder til at redigere programmet bliver givet til deltagerne, når det gælder et program af denne karakter”. Desværre er dette ikke et enestående tilfælde. Hele massemediebranchen er plaget af denne slags hykleriske holdninger. På den ene side taler de om deres rettigheder, på den anden side er de ligegyldige overfor deres pligt til at beskytte borgerens grundlæggende rettigheder, som for eksempel retten til deres eget billede, ejendomsretten over deres ord. Publicityretten, der tit kaldes personlighedsrettighederne, er individets ret til at kontrollere hvordan hans eller hendes navn, billede, lighed eller andre utvetydige aspekter af ens identitet bliver brugt kommercielt.
Den kontrakt, som Eyeworks bad mig om at underskrive, fastslår:
’Jeg accepterer at det optagne materiale, hvor jeg deltager, helt eller delvist inkluderes i den endelige udgave af denne produktion.
Jeg accepterer også at Eyeworks/ TV2 har ubegrænsede og uendelige eksklusive rettigheder til at bruge dette materiale i hele verden, uanset format og præsentationsmetode. Jeg har ingen ret til materialet og kan aldrig rejse krav, der hviler på min deltagelse’.
Undervejs i vores korrespondance fordrejer Bubber sin forpligtelse i forhold til svarret. Lovens ånd er at vi har ret til at svare og han skal give os den ret. Det eneste vi har bedt om at vi kan være sikre på at vores svar vil blive fremstillet, som vi ønsker det, uden at det bliver manipuleret gennem deres redigering. Da han har fuldstændig frihed i det meste af programmet, til at sige hvad han end måtte ønske, så må vi retfærdigvis også have den samme frihed i det korte tidsrum hvor vi kan svare. Hvad er ellers pointen med at give et svar hvis det skæres ud af kontekst eller hvis der endda bliver udeladt vigtige dele?
Det blev meget tydeligt for os i denne kommunikation at han ikke giver os den passende ret til at svare, som ville være fri for hans egen interesse i at fremstille Natha i et kritisk lys. Som han skrev til mig: ’Jeg er nødt til at svare at dette ikke er et tilbud om samarbejde. Det er et tilbud til Mihai Stoian/Natha om at svare på en kritik, der vil blive rejst i mit program’. Han fastslår også: ’Programmet vil blive sendt på TV2 uanset om han deltager eller ej, og derfor må dette ses som et tilbud og jeg er bange for at de ovennævnte vilkår ikke er åbne for diskussion’.
Journalistforbundets etikkodeks siger at: ‘Journalistens pligt er søge sandheden og give en retfærdig og udførlig beretning om begivenheder og emner’. Bubbers og hans programs intentioner er tydeligvis ikke i overensstemmelse med beskrivelse af etisk passende opførsel, og derfor vil jeg ikke deltage i et potentielt umoralsk forsøg på at svine min person til eller degradere mig og den skole, jeg er en del af.
Her er et uddrag fra Europarådets parlamentariske forsamling, resolution 1003 om journalistikkens etik, som jeg synes taler for sig selv:
Retten til information som en grundlæggende menneskerettighed – udgivere, indehavere og journalister
6: Mediernes rolle er at ’mediere’, at give en informationsservice, og de rettigheder, som de har i forbindelse med informationsfriheden afhænger af modtagerne, det vil sige borgerne.
7: Information er en grundlæggende rettighed, som er blevet understreget af præcedens i den europæiske kommission og Menneskerettighedsdomstolen, i forhold til artikel 10 i den europæiske konvention om menneskerettigheder og anerkendt i artikel 9 i den europæiske konvention om fjernsyn over grænserne, som i alle demokratiske grundlove. Indehaveren af rettigheden er borgeren, som også har den dermed forbundne rettighed til at kræve at den information, som journalisten giver, fremstilles sandt, i tilfælde af nyheder, og ærligt, i tilfælde af meninger, uden ydre indblanding fra hverken de offentlige myndigheder eller den private sektor.
8: De offentlige myndigheder må ikke tro at de ejer information. Repræsentativiteten hos disse myndigheder giver et legalt grundlag for bestræbelser på at garantere og udvide pluralismen i medierne og for at forsikre at de nødvendige betingelser skabes så der kan udøves udtryksfrihed og rettigheden til information og så censurering umuliggøres. Desuden er ministerkomiteen opmærksomme på denne kendsgerning, som det ses af deres deklaration om udtryksfrihed og informationsfrihed af 29. april 1982.
Hvis du ikke har noget at skjule, Bubber, hvorfor tillader du så ikke sådan en aftale, der kun sigter på at sikre vores side af historien? Jeg bad ikke om fuld afsløring af kilderne eller bare om at se resten af indholdet i det filmede materiale, før vi kunne tale, jeg har kun bedt om at få opfyldt mine rettigheder til at præsentere mit synspunkt på en måde som jeg synes passer til konteksten. Hvis man nægter at acceptere denne enkle aftale viser det med al ønskelig tydelighed at der er en anden interesse bag scene. Hvorfor skulle nogen være bange for at en historie bliver fortalt hvis han selv kan bede om andre meninger også? Med mindre han selvfølgelig ønsker et helt bestemt resultat, og ikke sandheden…
Konklusion: Hvilken slags søgen efter sandheden er det når du ikke er interesseret alle de involverede meninger ligeligt? Hvis dette er hvordan et menneske søger efter sandheden på, hvordan kan man så kalde det menneske ærligt?
De næste dage vil vise om det her bare er nogle teoretiske ideer eller om virkeligheden vil vise at det er sådan det er. Jeg forventer dog ærlig talt at jeg vil få flere belæringer fra disse folk om deres grundlovssikrede rettigheder, men ikke noget om deres grundlovssikrede pligter (som de jo ellers også får betaling for), og til syvende og sidst vil de alligevel fortælle den historie, som de havde tænkt sig at fortælle fra starten. Men dette er ikke ligefrem en nyhed. Når det er en ordre fra…. Så er man nødt til at overholde den… og der er ikke plads til forhandling med offeret. Så meget for den professionelle journalistik.
Appendix:
Mens vi venter på at Bubbers program om Natha kan vi jo genlæse Ander Lund Madsen kritik af ‘Bubber’ alias Niels Christian Meyer og hans program Danmark ifølge Bubber som han giver en hård medfart i sin klumme på jp.dk. Her er link til artiklen: http://jyllands-posten.dk/indland/article2078783.ece?page=1
red.