Skrevet af Kieran Dowling fra Tara Yoga Center, London
En nyt år i stilhed
I år besluttede jeg for første gang nogensinde at tage på et stille retreat – selv realiserings retreatet, som bliver afholdt af Natha Yoga center i Paradis Vækstcenter, Danmark.
Jeg var temmelig sikker på, hvad jeg kunne forvente, men en ting jeg ikke forventede var at realisere mig selv på 7 dage. Jeg havde hørt gode ting om retreatet fra venner, der havde været der tidligere. Men den ene uforglemmelige detalje var 3 timers lange meditationer. Jeg er ikke den bedste til at meditere, og jeg bryder mig faktisk ikke om at meditere, så dette ville komme til at blive en udfordring. Oven i købet foregik retreatet efter jul og fortsatte ind i det nye år (normalt en meget social og aktiv periode i min kalender), og jeg undrede mig over hvorfor jeg overhovedet havde tilmeldt mig.
Jeg ankom et par timer efter at lejren var startet, grundet rejse restriktioner. Jeg klarede lige den sidste meditation på dagen – en kort en, en halv time. Pyha !! En stille og rolig start. Da det var sent på aftenen, og jeg havde brug for at indkvartere mig – finde mit sted at sove, betale osv., besluttede jeg at begynde min Mauna (være i tavshed, ikke tale, kommunikere, ingen bøger, ingen musik, ingen forstyrrelser overhovedet) om morgenen.
Jeg valgte at bo i et mere privat rum i modsætning til den store sovesal. Jeg følte, at det ville give mere stilhed til mit retreat, og det viste sig også at være sandt. Den næste morgen var en tidlig start og stilheden begyndte for alvor. Sim-kortet ud af telefonen for at fjerne fristelsen, mp3-afspiller gemt væk, ingen bøger, ingen computer, ingen læse materialer (bortset fra kursusprogrammet). I år var Mauna frivillig på retreatet for første gang. Jeg var glad for at se, at de fleste mennesker havde valgt at være i Mauna, inklusiv alle på mit værelse.
En rutine bliver til
Den første dag blev en rutine lagt fast, som fortsatte stort set resten af ugen. Op kl. 6.30 for at undgå køen til bruserne. Starte min yoga praksis og tapas (indre selvdisciplin, daglig praksis) kl. 07.00. Jeg havde 30 minutters laya yoga (særlig meditationsteknik) i min praksis – jeg har altid fundet morgenen det nemmeste tidspunkt at koncentrere mig på. Kl. 8.00 pause til morgenmad. Overvejende enkel, vegetarisk mad, men meget nærende, naturlig og sund. Fælles yoga begyndte kl 8.30 hver morgen, og det var altid lidt problematisk at gå lige fra spisesalen til yogarummet (yoga praksis bør ikke udføres efter et fuldt måltid). Jeg blev lidt modigere (og grådigere) som ugen gik, og heldigvis var det aldrig “au-revoir” til morgenmad.
Efter en times fælles yoga var der normalt et foredrag om meditation / realisering af selvet. Dette blev efterfulgt af en 2 timers meditation. Så var der frokostpause i 3 timer. En halv time til at spise, så lidt tid til at gå en tur, kontemplere, praktisere mere yoga, læse noter fra om morgenen, sove … hvad man selv end ønskede. Om eftermiddagen var der en anden forelæsning efterfulgt af ”den store” – en 3 timers meditation.
Derefter havde vi en times pause før aftensmad og tid til at indhente resten af min tapas. 2 timers pause til aftensmad. Om aftenen var der normalt en forelæsning efterfulgt af en times lang meditation og eksemplificering plus en særlig teknik, baseret på et ur af alle ting !!
Det lyder lidt banalt, men rutinen hjalp faktisk en masse, fordi du ikke behøver at tænke eller planlægge så meget. Du vidste, hvad der foregik efter de første par dage, og det tillod mere indre stilhed. I alle tilfælde, det var ikke som om du gik glip af noget fra tv’et.
At forholde sig til stilhed
Eftersom jeg er en person som kan lide at snakke en del, forventede jeg at skulle kæmpe med dette. Til min overraskelse kom det forholdsvis let. Efter en dag vænner man sig til det, og når alle og enhver er tavs (bortset fra forelæsningerne) bliver det hurtigt normen. Det gjorde det lidt vanskeligere også at have venner og familie på retreatet. Det er ganske let ikke at tale med fremmede, men når det er en du kender godt og normalt ville diskutere spirituelle emner eller erfaringer med, er det meget sværere. Nogle gange ønsker du at tale om noget, der skete i en meditation, dele en oplevelse eller stille et spørgsmål. Men alt i alt var det ikke et problem, der var nogle få gange, hvor det føltes som om jeg ville briste hvis jeg ikke fik talt med nogen – men heldigvis afstod jeg.
Det første jeg indså ved Mauna var, hvor hyperaktiv min hjerne er. Den får normalt ikke et sekunds hvile: “At huske det ene og andet, projicere, analysere vigtige tanker, forholde sig til andre, beundre en piges bagdel, hvad skulle jeg spise, hvor meget tapas har jeg tilbage, hvad ville der ske hvis ….., er dette den samme bagdel jeg beundrede før i nye bukser eller er det en ny en, jeg vil ikke gøre min tapas færdig, skal jeg spise før eller efter, hvor blev den bagdel af….. Det stopper aldrig, fra sekundet jeg står op….faktisk fortsætter det hele natten og er allerede i gang når jeg vågner op.
Som ugen skred frem, blev stilheden nemmere og det blev lettere at få tempoet i sindet ned. Jeg vil ikke sige det stoppede fuldstændigt, det blev jeg ikke helt i stand til at styre. Men jeg gjorde betydelige fremskridt. Bare det at blive bevidst om sin autopilot tænkning var en åbenbaring. At “fange” sig selv oftere og oftere begynder du at se at det virker – sindet blive bragt under kontrol. Den anden ting jeg bemærkede var, hvor afhængige vi er af andres validering, når der er en tilstand eller erfaring i en meditation vi straks ønsker at “dele” med nogen. Nogle gange er det faktisk til gavn for andre, men mange gange er det for os selv – at validere vores erfaring, gør det virkeligt, vise det frem. Jeg bemærkede denne tendens i mig selv, og jeg var også i stand til at observere det i andre gennem de spørgsmål, der blev stillet til foredragsholderen. Mange af spørgsmålene var: “Jeg følte denne tilstand, er det korrekt?”, Mens nogle af spørgsmålene blev formuleret for at kunne fortælle om sin oplevelse, og jeg var ligesådan.
Jeg var ikke sikker på, om hvad jeg følte var “rigtigt” eller så begejstret for min åbenbaring, at jeg følte at hele verden skulle vide det. Hvis bare alle kunne forstå og acceptere min åbenbaring kunne jeg personligt hæve bevidsthed over hele kloden !!
Normalt ville jeg dele dette. Men det at være ude af stand til at tale havde en overraskende effekt. Du går dybere ind i tingene – for at validere det for dig selv. Ja, måske nogen med 25 års erfaring kan fortælle dig meget hurtigere, hvad du følte og hvorfor. Men deres svar vil ikke være så værdifuldt, som hvis du går dybt ind og finder det selv. Og med 3 timer til frokost og fuldkommen Mauna hvad andet har du at tage dig til? Jeg fandt at det også hjælper til at opbygge troen på sig selv. Ingen at dele med, ingen til at svare dig, så du skal selv finde svar på det og tro på at du har ret. Dette er en værdifuld proces i sig selv, uanset hvilke svar du finder.
En anden interessant ting var, hvor meget af vores tale er af gammel vane. 30-40 af os sad i spisesalen 3 gange om dagen i fuldstændig tavshed. Ikke et ord i mellem os, verden drejer stadig rundt, retreatet foregik stadig, folk levede stadig. Det fik mig til at spekulere på hvor stor en procent af vores kommunikation er nødvendig. Jeg fik ikke mulighed for at gennemføre en undersøgelse, men jeg vil gætte på 1% eller mindre.
At lære virkeligt at meditere
Som jeg nævnte var meditationen den del, jeg så mindst frem til. Et ildevarslende tegn, givet at jeg faktisk var på en meditationslejr. Men jeg må sige at selve kurset (jeg vil kalde det et kursus, for det er hvad det var) var fantastisk – i indhold og struktur. Der var foredrag før hver meditation. Før jeg deltog var det eneste, jeg kunne tænke på, som var mere kedeligt end at meditere, et foredrag om meditation. Til min fuldkomne overraskelse fandt jeg forelæsningerne medrivende. Det var ikke bare foredrag om meditation – det var foredrag om at leve. Informationerne var engagerende, underholdende og præcise. Det flød ind i min hjerne med lethed og analogierne sørgede for at jeg huskede detaljerne. Efter hver forelæsning havde vi en mulighed for at praktisere hvad der var blevet fremlagt – at teste det. Og alt foregik fuldstændig som beskrevet. Man kunne se mønstre, tendenser, hvor det gik galt, hvordan man gik til højre og meget mere. Du fik en køreplan til at holde dig fokuseret og et signal til når du bliver væk. Jeg begyndte at forstå, hvordan meditation virker og hvorfor jeg var så dårlig til det. Og vigtigst af alt, hvordan man kan fixe det.
En stor del af mig kunne ikke lide meditationer fordi andre mennesker altid havde dybe tilstande eller oplevelser i selvsamme meditation, hvor jeg tilbragte 80 % af tiden i søvne eller i gang med at tænke på i morgen eller i går. Under retreatet blev det at meditere omformuleret; “Det handler ikke om tilstande eller at søge tilstande – det handler om en opbygning af bevidsthed”. Dette var for mig en åbenbaring og noget, der hjalp med at fjerne en masse indre modstand. Jeg var ikke længere bekymret når Gud ikke kom ned og hviskede meningen med livet i mit øre – hvis jeg formåede at øge min evne til at fokusere fra 5% til 8%, så var det en god meditation. Hvis jeg formåede at blive opmærksom på, at jeg var på afveje 10% hurtigere, så var det en god meditation. Jeg lærte at sammenligne mig med mig selv og ikke med andre.
Ud over dette, blev informationen givet sådan at hver stykke passede pænt oven på det sidste. Vi byggede på det hver dag, og dette var ekstremt effektiv. Jeg lagde mærke til, mit fokus blev bedre for hver dag. Jeg gik fra 5% koncentration til 60 eller 70% i løbet af ugen. Min bevidsthed voksede. Jeg havde en teknik til at forlænge min koncentration, og mere end det – jeg var bevidst om teknikkerne og hvornår jeg skulle bruge dem. Efter et par dage endte jeg i den mest overraskende og paradoksale situation: Jeg ønskede ikke meditationsforedragene skulle slutte, fordi informationen var så spændende og engagerende, og alligevel ville jeg have dem til at slutte, så jeg kunne praktisere, hvad jeg lærte. For en anti-mediterende var dette svært for egoet at acceptere.
Personlige åbenbaringer
Jeg tror, det mest vidunderlige på dette retreat var, at det ikke var et nybegynderkursus, det var ikke et mellemliggende kursus. Det var ikke et avanceret kursus. Hvad der var åbenlyst efter at have lyttet til vidnesbyrdene og talt med folk, var, at det var et ”for alle, på alle niveauer” kursus. Mennesker med 15 års erfaring havde personlige åbenbaringer. Mennesker med 5 års erfaring havde personlige åbenbaringer. Folk som mig, der aldrig havde mediteret i mere end 30 minutter før havde personlige åbenbaringer. Uanset hvem du var, og hvor du var i meditation, flyttede retreatet dig derfra og videre – betydeligt.
Mine åbenbaringer passede til mig, på det niveau jeg er på. Nogle af dem kom under meditationerne, men de fleste kom faktisk bagefter. Det var Mauna, der gav tid og plads til at disse viste sig. Jeg var i stand til at se, hvordan livet egentlig ligner meditation meget og nogle af de principper, jeg praktisererede i meditationen, havde jeg også behov for at anvende i livet. Jeg blev bevidst om nogle negative adfærdsmønstre, fejl jeg gjorde i relationer, min afhængighed af andre for validering. Jeg blev tvunget til at se nogle ting i øjnene, som jeg allerede vidste, men var i stand til at skjule for mig selv. Nu var der ingen steder at gemme sig og jeg måtte konfrontere mig selv med nogle problemer. Det blev meget udfordrende, men på en god måde. Jeg gik dybere og dybere indad, som ugen den gik (takket være en impuls jeg fik), og med tiden blev det mere og mere udfordrende. De sidste par dage var nok de mest udfordrende. Jeg havde formået at skabe et tomrum i min tankegang og mit sind angreb rummet intenst i et forsøg på at fylde det med så mange tanker som muligt, alt andet end det tomme rum. Oven i det, var de fleste tanker af negativ karakter. Mit sind vandt næsten slaget, indtil jeg huskede på noget fra undervisningen og så præcist, hvad der foregik. Dette gav mig mulighed for at styrke min bevidsthed og genvinde kontrollen over mit sind og mine tanker.
De første tolv timer efter retreatet var alting stadig meget tåget/mudret i mit sind. Det var ikke en øjeblikkelig tilfredsstillelse i sekundet, da maunaen ophørte. Jeg havde brug for at fordøje tingende, ikke at gå i panik, ikke at overtænke – bare slappe af.
Og da tingene endelig faldt på plads oplevede jeg en utrolig indre fred. Jeg har aldrig følt sådan en ro, indre fred og centrering i mig selv, som jeg følte i de efterfølgende 2 dage. Jeg var lyksalig, tilfredsstillet og følte mig hel. Jeg følte mig godt tilpas i selskab med andre, og i mit eget selskab. Erfaringerne fra retreatet stod helt klart for mig og de “store udfordringer” i de sidste dage opløste sig til ingenting. Jeg havde en klar forståelse af mit liv og de områder, jeg har brug for at arbejde på. Jeg forstod, hvordan alting er forbundet med hinanden. Det er muligvis de lykkeligste 2 dage i mit liv, opfyldt på alle planer.
Effekterne efter retreatet
Tiden skruet frem 15 dage, og jeg kan stadig mærke virkningerne af retreatet i mit væsen. Jeg vidste at energien fra retreatet ville formindskes og impulsen ville løbe tør. Men ved at bruge det jeg lærte og mine “åbenbaringer”, har jeg været i stand til at fastholde essensen af retreatet. Jeg har stadig en stærk motivation til løbende at forbedre min meditation og bevidsthed. Jeg genkalder stadig energien af lejren regelmæssigt for at give en frisk impuls til min praksis (noget vi lærte at gøre). Det er sværere uden for retreatet, men ved at forstå, hvordan tingende fungerer hjælper det mig til at arbejde hårdere. Ikke en dag går uden at jeg husker noget jeg lærte eller oplevede, og jeg bruger det i mit daglige liv. Det er en løbende proces, og rejsen fortsætter blot.