Denne gamle terapeutiske metode indeholder i sandhed en sjælden kraft. Vi kan faktisk sige, at den blev alt for kendt og derfor vulgariseret. I tidligere tiders litteratur kan vi finde slående eksempler på helbredelse af mange slags sygdomme, mange af dem endda temmelig alvorlige.

Ler har tilsyneladende næsten alle kvaliteter: det kan støtte den fysiske regeneration på grund af dets oligo-elementer. Lers sammensætning forklarer i sig selv dets remineraliserende kvaliteter, lige så vel som dets afbalancerende og anti-toksiske virkning. Alle disse egenskaber har været kendt siden oldtiden.

Mange af de gamle skrifter om ler er med tiden gået tabt. Vi ved dog, at de gamle egyptere har brugt ler til at balsamere lig (se de antiseptiske egenskaber ved ler). Når vi citerer de gamle tekster helt bogstaveligt, har man i oldtiden tilsyneladende tilskrevet ler særlige evner, som ikke længere omtales i dag. Faktisk overvejer vi slet ikke nu til dags at behandle svulster eller knogledeformiteter med ler, men det bruges nu kun som en understøttende terapi. Nogle folkeslag bruger dog stadigvæk, i mangel af andre midler, mudderbade eller omsvøb af ler, og de opnår fantastiske resultater.

Muligvis har omsvøb af ler eller mudderbade i forbindelse med knogleskader ikke længere den samme effekt nu til dags som det havde tidligere. Dette kan skyldes sædvane (tradition) hen over generationerne eller psykologiske påvirkninger, som er opstået i visse befolkninger. Endvidere er det moderne menneskes biologiske kendetegn helt sikkert anderledes end de var for mennesker, der levede for to eller tre tusinde år siden. Således har man for cirka et halvt århundrede fundet ud af, at den gennemsnitlige procentdel af kolesterolemy (koncentration af kolesterol i blodet) lå indenfor skalaen 1,80 gram/liter til 2,20 gram/liter blod. Nu til dags tror mange, at det er steget til 2,40-2,50 gram/liter blod.

Således må denne slags behandling tilpasses de fysiologiske betingelser i den tid, i hvilken de anvendes, og det kan meget vel tænkes at være en af forklaringerne på kritikken af nogle terapeutiske metoder. Den nye medicinske behandling har forbindelse til de gamle, som med tiden er blevet inaktive.

I Indokina opdagede mange læger mellem 1950 og 1953, at visse medikamenter var ineffektive på sårede franskmænd, mens de var meget effektive på vietnamesere. Tilsyneladende er traditionen med at anvende naturmedicin begrænset med tiden. Men for mange nulevende mennesker vil behandling med ler, på grund af den tabte viden gennem tiden, spille rollen som en ”ny” storslået terapi. Den græske doktor, Dioscorides, slog fast, at ler har en enorm kraft. Plinius den Ældre, Galen og Avicenna har ligeledes skrevet om det i væsentligt omfang.

Louis den 14. brugte med glæde ler på grund af sin enorme appetit, der ofte forvoldte ham problemer med helbredet. Litteraturen nævner til overflod Solkongens anale fissurer, hæmorider og andre lidelser. Var dette måske grunden til, at Louis den 14., ifølge Saint-Simon, var kendt for at bruge temmelig meget af denne slags støv?

I ”Sciences et Voyages” kan man læse noget meget interessant skrevet af M. M. Deribéré og A. Esme: ”Marco Polo skrev, at pilgrimme, der rejste til den hellige by, Niabar, ofte blev syge af feber hver tredje dag, men at de blev raske ved at sluge lidt af den røde jord fra det særlige sted tæt ved byen.”

Kuhn (fra Leipzig), Strumpf, Just og Kneipp har leveret et stort bidrag til ”rehabiliteringen” af terapi med ler. Professor Strumpf fra universitetet i Berlin, ordinerede ler i 1903 til utallige syge mennesker mod asiatisk feber, og han anførte alle resultaterne i sin berømte bog, hvori han skriver meget om denne metode.

Under krigen fra 1914 til 1918 blev en smule ler føjet til nogle franske regimenters sennep, og i modsætning til andre enheder blev disse regimenter ikke decimeret på grund af dysenteri. Russiske tropper brugte også ler internt. Metoden er udbredt i forskellige former i mange landlige områder. I visse lande behandler patienter stadig sig selv ved at sluge ler, især i Afrika, Sydamerika og i Indien, hvor selv Gandhi anbefalede det.

Nogle landes geografi giver mulighed for at have ler, der er beriget med forskellige mineralske salte og metaller, såsom jern og calcium. I Indokina plejer indbyggerne endda at piske vandet op, før de drikker det. Den mest umiddelbare forklaring på dette fænomen er sandsynligvis, at klart vand gemmer ”det ondes ånd” i sig, og ved at piske vandet op, bliver den tørstige af med den. Men den virkelige forklaring er helt anderledes og meget mere enkel. Det er uden tvivl en handling, der har at gøre med den offentlige sundhed, hvis oprindelse gennem tiderne er glemt. Vietnamesernes forfædre har sikkert været vant til at drikke mudret vand, idet de har været mere opmærksomme på dets desinficerende og styrkende egenskaber.

Dr. Keller-Hoerschelmann udførte behandlinger med ler på sit hospital, og han sagde, at ”den interne brug af ler mod lungehindebetændelse, bughindebetændelse, betændelse i underlivet, blærekatar, blindtarmsbetændelse, galdesten, orm i indvoldene, kræft osv. er forbavsende effektiv.”

Senere antog man, at den nutidige brug af salt og mineralsk vand faktisk ikke er andet end en forklædt og mere raffineret form for simpel indtagelse af ler.

Med hensyn til den eksterne brug af ler, så bader de dyr, der instinktivt kender de planter, der er nødvendige for deres helbredelse, instinktivt i mudderpølene, når de er sårede eller syge.

Mennesker har også brugt ler på denne måde siden tidernes morgen. Der findes mange af den slags beskrivelser i den medicinske litteratur. ”Knivsmedens mudder”, der faktisk bare var ler, blev indtil for nylig brugt i Frankrig på brandsår. Nu til dags har vi porcelænsler og alumina silicat. Ler består i vid udstrækning af sidstnævnte produkt.

Som arvtager af en lang tradition brugte præsten Kneipp en mikstur af ler og eddike til at lave omslag og plastre. I Tyskland og Schweiz lægger nogle fysiologer et varmt plaster af ler på patientens brystkasse, som skal ligge der i mange timer og nogle gange natten over.

Lerets egenskaber

Ler er antiseptisk og, ligesom andre naturlige antiseptiske midler (aromatiske essenser for eksempel), er der ikke den sædvanlige ulempe med visse kemiske antiseptiske midler, som dræber mikroberne samtidig med, at de ødelægger alle celler, der danner kroppens væv.

Alexis Carrel talte ofte om ”naturens intelligens”. Ler er uden tvivl udstyret med den, men denne intelligens mangler stadig en grundlæggende forklaring i forhold til vores nuværende måde at ræsonnere på.

På grund af dets bakteriedræbende egenskaber er ler blevet brugt effektivt i forbindelse med mange infektionssygdomme: tarmkatar, tyktarmsbetændelse, colibacilosis, lunge- og parasitsygdomme (tarmparasitter). Et materiefyldt sår behandlet med ler heler forbløffende hurtigt. Pus fjernes og væv gendannes. Ligesom kål samler ler pus – både ved internt og eksternt brug – og desinficerer og renser faktisk hele kroppen.

Professor Laborde fra Fakultetet for Farmaci i Strasbourg skrev i en rapport i 1928, at lægende ler er sterilt, dvs. frit for mikrobakterier. På den anden side har ler tilsyneladende en radioaktivitet som alle andre masser. Dets koncentration kan være, indenfor forskellige områder, fra 0,3 til 1,25 mache enheder.

Sammen med dets antiseptiske og helende egenskaber har ler en bemærkelsesværdig evne til at absorbere. 5 gram er nok til at affarve 10 kubikcentimeter af en metylen-blå opløsning på 0,1 %. Det opsuger også dårlige lugte (desinficering af bækkener og nattepotter). Dets absorberende evner forklarer konserveringen af æg, ifølge metoderne i Extreme Oriental, og endvidere dets evne til at fjerne den ubehagelige lugt af nogle medicinske olier og visse fedtstoffer, som konkurrerer med smør. Ler har også antitoksiske egenskaber. I industrien bruges ler til at affarve vegetabilske eller mineralske olier. Ler har også fedtopløselige og affarvende egenskaber (romerne plejede at lægge vasketøj til blød i vand med ler).

Sammensætning

Ler indeholder:  Silicium (49,10 %), alumina (14,61 %), jernoxider (5,65 %), lime (4,44 %), magnesium (4,24 %), alkalioxider (3,08 %), titaniske anhydrider (0,74 %), fugt (7,40 %), tab ved ild (10,85 %).

På grund af dets høje indhold af silicium anbefales ler til mange sygdomme, især til åreforkalkning, tuberkulose, for tidlig ældning og mange degenererende sygdomme. Tilstedeværelsen af magnesium, jern og calcium peger på dets evne til at helbrede astenia, demineralisering, tilstande af kræft og anæmi.

Hvordan bruges det

Intern brug: Ler til intern brug skal være fed, fint siet, uden sand, ikke kogt og ikke blandet med andre medicinske produkter. Der findes typer af ler, der er grønt, hvidt, gult og rødt. Vi kan finde ud af hvilken type er bedst i hvert tilfælde. Ikke desto mindre er ler fra det sted, hvor vi bor, det bedste for os.

Den daglige dosis er som regel en teskefuld blandet op med ¾ kop vand

(½ teskefuld til børn under 12 år). Det vil være godt, hvis vi starter med kun at drikke lervand i fire til fem dage. I forbindelse med nogle sygdomme, såsom dysenteri, mave- og tarmforstyrrelser, anæmi og tuberkulose kan vi tage to til tre teskefulde ler om dagen.

Til den interne behandling, vil det være godt først at bruge ”lervand” som laves ved at blande ler med vand (helst kildevand), tilberedt aftenen før. Dagen efter skal det drikkes på tom mave, og kun det klare vand. Dette gentages otte dage i træk. Det renser blodet og forbereder kroppen til næste stadie (efter otte dages hvile): ”lermælk”: En teskefuld ler blandes med ¾ kop vand, det står natten over og drikkes, efter at man har rørt i det (i glasset). Vi kan også drikke lervand, før vi går i seng eller endda en halv time før et af hovedmåltiderne.

Hvis der opstår forstoppelse, må vi reducere dosen af ler og hæve dosen af vand og indtage indholdet over to eller tre gange i løbet af dagen (en halv time før måltiderne). Hvis der fortsat er forstoppelse må vi undlade at indtage ler i 10 til 15 dage.

For børn, som naturligvis ikke kan sluge en hel leropløsning, må vi tilberede nogle små lerbolde med aromatisk vand (vand, hvori knopper af fyrrenål, eukalyptus, timian eller mynte er lagt i blød). Så vil de sutte på disse små bolde og opnå den samme virkning.

Voksne kan også sutte disse små stykker af ler i tilfælde af tandkødsbetændelse, betændelse i munden, problemer med tandkødet, halsbetændelse eller katar.

Den første lerkur skal have en varighed på tre uger. Derefter genoptages den i ti dage om måneden eller hver anden uge. Lerkur er uforenelig med en diæt, som er rig på olier og fedtstoffer; man bør drikke rent vand eller frugtsaft i rigelige mængder mellem måltiderne.

Lerets absorberende evne hjælper til at neutralisere den ubehagelige smag i visse typer af vand. Lerkur har den modsatte effekt i tilfælde af kronisk forstoppelse, eller hvis man har tendens til tarmlukninger eller brok. I tilfælde af forhøjet blodtryk bør det bruges med forsigtighed.

Ekstern brug: At tilberede en tandpasta med ler er meget simpelt. Fyld ler i et glas, eller et krus af træ, porcelæn, eller fajance (men aldrig et metal- eller plastikkrus) og bland det med vand indtil der opnås en tyk pasta, lidt blødere end modellervoks. Det anbefales at dække leret med vand og lade det stå i nogle timer indtil der opnås en homogen grødagtig masse. Hvis vi tilføjer nogle planteblødgørere eller nogle få dråber naturlig tinktur forøges effektiviteten. Vi kan så forme nogle grødomslag ud af massen (som vist) af en tykkelse på 1,5-2 cm og med et areal der kan dække det område vi ønsker at behandle.

Grødomslag lægges på passende vis, enten kolde, lunkne eller varme: kolde omslag lægges på betændte områder eller på den nedre del af underlivet. I dette tilfælde er vi nødt til at udskifte dem så snart de varmes op (som regel efter 15, 20 eller 30 minutter). Hvis følelsen af kulde vedbliver, må vi erstatte omslaget med et lunkent omslag.

Varme eller lunkne omslag lægges på området omkring leveren, nyrerne, blæren eller knoglerne. Omslaget lægges direkte på huden, om nødvendigt med et gazebind.

Nogle sygdomme (hjerteforstyrrelser, blå mærker, åreknuder) behandles, i hvert fald i starten, med bandager og dernæst omslag.

Omslag og plastre fikseres, alt efter hvad der behandles, med et bind, en klud, eller en T-formet bandage (til mellemkødet). Til behandling af nakken fikseres et stationært plaster på panden, ikke omkring nakken.

Omslaget skal påføres, afhængigt af omstændighederne, i en til tre timer, nogle gange natten over. Hvis der opstår ubehageligheder (kulde, smerte), fjern da omslaget og læg ikke nyt på i 12-14 timer derefter. Hvis omslaget tørrer ud for hurtigt, skal det erstattes med et nyt.

Efter at have fjernet plastret eller omslaget, fjernes rester fra omslaget på huden ved simpel afvaskning med koldt eller lunkent vand. Hastigheden, hvormed nye omslag påføres, varierer afhængigt af patientens tilstand og reaktion:

  • I tilfælde af bylder og betændte væsker: skift omslagene hver halve time, derefter hver halvanden time døgnet rundt, hvis det er muligt. Om natten kan omslaget erstattes af en bandage med lervand, som skal skiftes en eller to gange.
  • Området omkring lænden, den nederste del af underlivet og området omkring leveren: der kan opstå mere eller mindre intense reaktioner i forbindelse med anbringelse af omslag dér. Derfor må vi reducere anbringelsen af omslag til ét om dagen af to til fire timers varighed, af og til natten over.

Der skal ikke anbringes mere end ét omslag ad gangen. Hvis omslagene påføres flere områder (underlivets nederste del og området om lungerne for eksempel), må man holde et interval på to til fire timer mellem de forskellige anbringelser.

Kvinder bør ikke påføre leromslag på deres krop under menstruation.

Efter brug smides leret væk, da det har optaget toksiner.

Bandagerne skal også vaskes.

Forud for enhver ekstern behandling med ler, eller samtidig med, bør der foretages en behandling af intern plante-terapeutisk renselse, limesaft, naturlige afføringsmidler, ler og ikke-toksisk afbalanceret mad. Når først lerkuren er startet må den ikke afbrydes – kun i helt exceptionelle tilfælde. Det kan udløse en serie af processer (dræning, revitalisering), og det kan være skadeligt at stoppe dem. Som med andre aktive kure, er der risiko for en forværring af tilstanden (åbne sår, midlertidig tilbagevenden af gigtsmerter).

Vi må altid begynde med et tyndt omslag (1/2 cm), lidt udstrakt, i en til to timer. Derefter bruges omslag af en til to centimeters tykkelse, som dækker et større areal og påført i længere tid. Naturligvis kun hvis alt forløber, som det skal.

En anden måde at bruge ler på er følgende: tag lerpulver og hvidt ler og opbevar det i solen, for at det kan optage de subtile gavnlige energier. Efter at det har tørret enten i solen, i en ovn eller selv på komfuret (ved moderat temperatur), skal det knuses grundigt og blandes med vand eller eddike eller med en udblødning af hoppehår (hippuris vulgaris) eller grå potentil (potentilla argentea). Når konsistensen bliver som en flydende salve, smør det så ud på et klæde og læg det, mens det stadig er varmt, på det område, der smerter, f.eks. på siden, brystkassen, ryggen, underlivet eller knæene. Lad det være indtil det tørrer, og skift det så ud. Udover kompresser og plastre kan ler i pulverform bruges meget effektivt, ligesom fransk kridt, til spædbørn, børn og voksne. Effekten af at pudre såret med ler har en antiseptisk helende virkning, og dette gælder også for rifter, eksem, bylder, åbne sår og rødmen. Bylder kan vaskes væk med en flydende opløsning af ler tilsat et par dråber citron. Leromslagene kan bruges i tilfælde af migræne, nervegigt og tandforstyrrelser.

Skønhedsmasker indeholder ofte ler. Det er mere enkelt, mere økonomisk og mere effektivt at bruge lerpulver til at lave en masse bestående af halvt vand og halvt agurk, tomat eller grapesaft. Massen smøres i et tyndt lag ud over ansigtet og efterlades indtil det tørrer; cirka 15 minutter til en halv time. Det fjernes med lunkent vand. Denne proces, udført en gang om ugen, har kun fordele. Den behandler acne, kuperoze, rynker og andre problemer relateret til ansigtet. Ler i pulverform, blandet med olivenolie, giver en creme, som er effektiv til alle ovennævnte forhold.

Endvidere kan ler også bruges i vaginale udskylninger, i doser af 3-4 spiseskefulde til en liter vand, let opvarmet (leucorrhea, metritis, vaginitis, colitis, rectit og tarmparasitter).

For patienter, der har fået ordineret mudderbad, og som ikke har tid eller mulighed for at tage til et kur-resort, gives her anvisning på, hvordan de kan få glæde af denne terapeutiske metode: tilbered en blød masse af ler i tilstrækkelig mængde til at fylde et badekar. Badet kan bruges adskillige gange. Det vil være tilstrækkeligt hver gang at tilføje en passende mængde varmt vand. Opholdet i badet kan vare fra 5-10 minutter til at starte med, og 15-20 minutter senere hen. Badet skal benyttes hver anden dag eller to gange om ugen i en hel måned. Gentag om nødvendigt efter en pause på tre til fem uger. De kan være nyttige i forbindelse med behandling af gigt, knoglesygdomme og anæmi. I tilfælde af gigt i hånden eller benet behandles kun de områder. Det tilrådes så vidt muligt at bruge havvand eller vand, tilsat havsalt.