Nogle gange lader man bare være med at tale – men nogle gange begynder stilheden at tale til en.

Den taler fra ens hjerte, fortæller en hvem man virkelig er, bag alle ordene, bag alle tankerne, bag alle ideerne om hvad man skal her i livet – det er som om den minder en om at man er meget mere end man tror. Man er alt andet end man tror.

Før jeg tog på silent retreat på Stevns Klint med Natha Yogacenter tænkte jeg lidt over hvad jeg ville komme til at opleve. Om jeg ville nå spændende tilstande, om jeg ville have en masse at fortælle bagefter, om jeg ville blive forandret. Om jeg ville blive bange, når jeg mødte stilheden. Når jeg mødte mig selv – den, jeg virkelig er.
Min krop reagerede med symptomer på sygdom inden lejren, og jeg var lidt spændt – men jeg glædede mig også, jeg følte det som om jeg endelig skulle møde en elsket, efter at have savnet ham længe. Jeg følte det som om jeg ville begynde et kærlighedsforhold til min egen sjæl, efter hele mit liv at have været meget fokuseret på hvad andre tænkte og mente, og på hvad jeg skulle gøre for at være god nok. Jeg følte jeg ville komme til at møde mit eget hjerte – men jeg var ikke klar over hvor radikale konsekvenserne ville være.

6Rammerne for retreatet var at vi holdt mauna, stilhed, hvor man ikke taler eller kommunikerer, under lejren, og at vi havde flere timers meditation om dagen, og prøvede at være så introverte som muligt.

At vi gjorde noget andet end vi plejer at gøre.

Vi var på Stevns naturcenter, der ligger fantastisk smukt i naturen, med havet lige ved døren, og med høje træer, masser af fugle, uendelig himmel.
Nætterne var fyldte af stjerner og skønhed. Og dagene var fyldte af lyden af regnen, duftene af træerne, og længslen efter havet. Vi var mange mennesker samlet, men pointen var at vi kunne få en ramme, der lignede den man ville have hvis man var i en hule i bjergene i Himalaya – at vi kunne leve så introvert og så stille indeni at vi kunne fokusere på hvem vi
virkelig er. Den første uge arbejdede vi meget med at forstå hvem vi ikke er – at vi ikke er sindet, med tanker og følelser, men også at vi ikke er kroppen. Vi havde fantastiske foredrag hvor vi hørte hvordan nogle af de store spirituelle mestre har rejst fra et almindeligt liv til et liv i lyset – et oplyst liv. Vi mediterede på deres ord og undervisning, og på denne måde grundfæstede deres erfaringer sig i os, og gav os et fundament.

2Jeg havde inden lejren en bekymring for om jeg kunne klare det – om jeg ville møde en masse indre spøgelser, der ville skræmme mig, eller om jeg pludselig ville komme til at tale eller lave andre ubevidste handlinger, der ville ødelægge lejren for mig. Jeg var også bange for at sidde og producere smukke oplevelser eller indre billeder, der måske mere var astrale drømme end egentlige erfaringer af noget dybere, højere.

Jeg var bange for at blive i en svadhisthana-spiritualitet (Svadhisthana er det energicenter i vores væsen, der handler om den erotiske energi, om kreativitet, om at søge nydelse) hvor jeg fik smukke oplevelser, der ville gøre mit ego meget tilfreds – men hvor jeg ikke egentlig åbnede for Gud. De første dage var jeg meget meget lykkelig – jeg nød at lægge alle de sociale usikkerheder væk og bare få lov at være i min egen verden, og om natten lå jeg og kiggede på stjernehimlen og var bare… glad.

Og vi lærte om at afidentificere os i forhold til alt det, vi ikke er – og jeg forstod det, jeg kunne så tydeligt se at jeg aldrig har set virkeligheden, kun mine billeder af den, som jeg ser med den, jeg tror jeg er. Fuld af tilknytninger til fordomme, domme over andre og mig selv, lukket hjerte, manglende overgivelse, og altid med tanker om enten fremtiden eller fortiden. Jeg var så lykkelig for at se alt dette! Det føltes som at være et uskyldigt barn der kan sidde ved Guds fødder og være ligesom jeg er, og i tillid give det hele til Ham, uden tanke på om Han kan hjælpe mig – for Han kan jo alt, og Han er kærlighed! Jeg følte ingen trang til at holde noget for mig selv – jeg ville bare give det hele til Ham. Vi lærte nogle fantastiske teknikker til at se hvordan vi identificerer os med hvad vi ikke er – og jeg var bare glad for at se jeg ikke var og ikke er alt det pladder,
som mit sind er fuldt af.
14Vi lærte også om nogle af de kosmiske kræfter, Mahavidya (som i tantra er repræsentationen af Guds manifestation, gennem ti forskellige aspekter, der traditionelt bliver afbilledet som ti gudinder eller kosmiske kræfter) og deres særlige nådegaver for den, der søger Atman – eller som søger at få åbenbaret hvad virkeligheden er.

Det var en sand rejse i glæde og mysterium, og jeg følte mig velsignet. Jeg følte også stor irritation og vrede – den mindste larm fra andre eller forstyrrelse kunne gøre mig utroligt irriteret og gal – og jeg sad og iagttog min resonans for at se om den ville opløse sig.

Og jeg var gal på mig selv over jeg ikke ’bare’ åbnede mit hjerte – og hvordan det blev sværere og sværere for mig at overgive mig til øjeblikket. Samtidig var jeg glad for at se denne vrede – for jeg lærte at den ikke kan gøre mig noget, den kan ikke røre min sjæl, eller Atman. Jeg kunne se at vreden kom fra mit sind, men at jeg uanset hvor meget den fyldte på den indre skærm, var et med den uendelige kærlighed. Det var meget forløsende – for normalt flygter jeg fra de følelser, som jeg ikke bryder mig om, for eksempel vrede, jalousi og misundelse – men her lærte jeg at når jeg gør det, flygter jeg samtidig fra alle de mennesker og situationer, der kan give mig en risiko for at mærke de følelser, og så mister jeg meget. Jeg lukker for kærligheden. Og jeg lærte at netop de sværeste følelser kunne være den mest vidunderlige og uventede port til ubegrænset kærlighed, til enhed med alle mennesker, til et åbent hjerte.

1På den næste lejr blev det tid til at gå dybere i meditationerne. Jeg var meget søvnig og træt – jeg fik ikke meget søvn om natten, 3-4 timer, og nogle meditationer gik med at holde mig vågen bare.

Men samtidig havde jeg en følelse af at når jeg havde konsekreret meditationerne og fået svar, så var også det her integreret og en del af planen – og nu bagefter forstår jeg at jeg måtte give helt slip på mit behov for åndelige oplevelser, så Gud kunne få lov at holde mig i Hans hænder.

Jeg forstod at jeg måtte ned på knæ og føle mig totalt umulig for at Han kunne få lov at komme til, få adgang til mig.

Og nogle gange i meditationerne var overgav jeg mig så meget, gav så meget slip på mine ideer om hvad der skulle ske, og bød bare alting velkomment, helt afslappet, at jeg blev vidne, blev hjerte, blev Mor, blev kærlighed, blev Nu, blev den jeg virkelig er.

Der var tilstande uden behov eller identifikation med tankerne, der var tilstande af evighed og enhed med alt, der var tilstande af dyb fredfyldthed – men ikke som følelser, jeg havde, men som observationer.
Og jeg oplevede at der var mange flere nuancer, der blev tilgængelige – som om stilheden gjorde at det blev muligt at opfatte meget finere nuancer i virkeligheden – som om at mellem alle de fænomener, jeg kender med mine sanser og perceptioner, der ligger uendeligheden og enheden.

Der var vidunderlige øjeblikke med Grieg, vores spirituelle vejleder. En af de ting, jeg blev mest overrasket over, var at jeg oplevede hvordan jeg holdt op med at fokusere på hans ord, hans undervisninger, hans fysiske fremtoning – og fik lov at opleve ham som den han altid har været og altid har været. Og jeg tænkte på første gang jeg kom til tantraundervisning, og så et billede af ham, hvor jeg fik at vide at det var ham, der havde grundlagt skolen – og jeg bukkede for billedet og udtrykte min taknemmelighed, da jeg var alene et øjeblik, og takkede ham for muligheden for at jeg kunne gå på denne skole og lære så mange spændende ting. Jeg vidste dengang intet om hvem og hvad han ellers er – jeg følte bare dyb taknemmelighed. I de øjeblikke, hvor jeg oplevede ham hinsides krop, alder, undervisning, udtryk, mærkede jeg at han havde fundet mig midt i menneskehavet og kaldt på mig, ført mig til dette øjeblik – og jeg vidste at når han havde elsket mig altid, så var jeg også selv uendelig og evig. Og jeg vidste at jeg også selv vil nå oplysningen, når rette tid er, for jeg er i hans hænder og kærlighed – det kan kun gå godt. Jeg følte mig så velsignet, elsket og taknemmelig – og fuld af tillid. Og at det er fantastisk at jeg er præcis hvor jeg er lige nu – for det er her jeg går videre fra.

Nogle gange oplevede jeg hvordan alt, jeg tror jeg kender, opløste sig foran mig – og jeg havde øjeblikke hvor jeg sagde farvel til alt, jeg troede jeg kendte, alt, jeg troede jeg elskede. Jeg sagde farvel til forældre, søskende, familie, venner, ambitioner, evner, drømme, tilknytninger, smerter, identifikationer, selvhad – og der var øjeblikke af dyb ensomhed, fordi intet var hvad jeg troede. Men disse øjeblikke vendte sig til dyb glæde, når jeg så at de dybe smerter, jeg altid har båret på, og aldrig troede jeg kunne slippe af med – opløste sig foran mig. Det gik op for mig at den bekræftelse, jeg altid havde søgt fra andre, var umulig at få – for de andre findes ikke, jeg ser kun mit billede af dem. Når jeg ser X, ser jeg ikke virkelig X, jeg ser kun mit billede af ham. Det gik op for mig at når jeg er jaloux eller vred er det over ting, der sker i mit eget sind, for jeg ser ikke virkeligheden – og derfor er der ingen grund til at få det dårligt over den. Jeg mærkede mange gange at jeg valgte at have det dårligt over uvirkelige ting – for når jeg aldrig er blevet født og aldrig vil dø, og jeg aldrig har set virkeligheden, men lever i en spejlsal – så er vidnet det eneste sande sted at være. Og at det er urealistisk at have det dårligt over noget som helst – for de ting, jeg har det dårligt over, er aldrig virkelig sket, og de sker heller ikke nu, og de vil aldrig ske. Nuet er altid nok, og nuet er altid ekstatisk – det rummer alt.

10Der var et særligt øjeblik, som jeg nu bagefter vender tilbage til med håb og længsel. Jeg erkendte undervejs at jeg længtes efter alt elske fuldstændigt frit og ubetinget, som Gud – men at jeg også frygter det inderligt.

For ellers ville jeg jo gøre det. Men jeg havde en meget stærk oplevelse af at få et glimt af hvordan det er at have et fuldstændigt åbent hjerte – og hvordan jeg via empati ville kunne heale uendeligt, give slip på mine egne resonanser og sætte andre fri – og hvordan jeg ville kunne forløse deres hjerter.

Det øjeblik står meget meget klart for mig, som noget jeg ønsker mig inderligt.
At kunne slippe frygten for at elske ubetinget, så jeg kan nå den tilstand af empati.

Da lejren var slut, ønskede jeg at komme hjem hurtigt – jeg ønskede ikke at begynde at snakke med de andre deltagere om vores oplevelser, for jeg ønskede ikke at mit ego skulle begynde at skære denne stilhed i små stykker og servere dem for verden og for mig selv i små passende stykker, der ville gøre mig glad, men som også ville være så fortolkede at jeg ikke ville transformeres.

Jeg ønskede også at holde alt det, jeg havde lært i mig – ikke ejakulere det. Og jeg ønskede at være i mere stilhed. Så jeg tog afsted lidt hurtigt, men også glad. I dagene efter har jeg mærket stor længsel efter at blive ved med at meditere, også meditere længe, og efter at lære mit hjerte endnu mere at kende, og lære det så godt at kende at det bliver som en port til den, jeg virkelig er.
Jeg har også mærket at det er ekstremt meget lettere for mig at centrere i hjertet – og give slip på nogen som helst behov for at være andre steder end i hjertet. Jeg mærker en del mere selvværd – måske har mit Manipura (der er det energicenter eller chakra i mennesket, der handler om viljestyrke, selvværd, ildhu og evnen til at forvandle sit liv) nydt godt af jeg mødte op til alle meditationer, uanset om jeg var træt eller syg. I hvert fald er det lettere for mig at sige min mening og sige hvad jeg ser.

Og så har jeg en stærk følelse af jeg står overfor store ændringer i mit liv. Mit sind har ingen planer, men jeg mærker hvordan mit hjerte er stærkt og fører mig, og jeg tænker ikke over hvor det vil hen – jeg har fuldstændig tillid til at det vil gå hvor det er bedst, både for mig og for verden. Karma yoga (som er en tilstand af at give det man gør, og alle de armiske frugter af ens handlinger, til Gud i kærlighed) er blevet en sand glæde for mig – og selvom mit sind er stresset når jeg ser på hvor meget jeg skal nå, er jeg også der fuld af tillid til mit hjerte – og tiden bøjer sig, så jeg når det hele, let og ubesværet, og har kræfter til det hele.
Det er fantastisk at se – kærligheden i handling.

8Jeg er dybt taknemmelig over retreatet – jeg er taknemmelig over at have delt de dage med vidunderlige mennesker, og mange gange under meditation så jeg alle de smukke sjæle, der sad og lyste omkring mig, og englene, der støttede os og omgav os med kærlighed og godhed. Jeg er dybt taknemmelig overfor Grieg, og elsker at mærke ham som mit hjertes anden halvdel. Jeg er dybt taknemmelig for muligheden for at få lov at elske ham så meget mere – jeg kunne ikke få bedre julegave.

Jeg er også dybt taknemmelig overfor Natha Yogacenter – og stadig helt overrasket over det kan lade sig gøre at finde så dyb, transformerende og autentisk undervisning mit i mit januarliv i Danmark – mig, et helt almindeligt menneske. At jeg kan finde undervisning, der fører mig til mit hjertes dybder og glimt af Kilden, af virkeligheden.

Stilheden blev min elskede under retreatet. Jeg har altid drømt om at få indre fred – hvis jeg bare kunne beholde mine tilknytninger, hvis jeg bare kunne få lov at være den samme, hvis jeg bare kunne få lov at blive ved med at sove ved rattet i mit liv.

Hvis Gud bare ville gøre sådan at det ikke gjorde ondt at jeg var dum.
Men stilheden blev min elskede under retreatet – og jeg føler som om jeg flirter med livet, med virkeligheden, jeg ser hvordan lagene af virkelighed og illusion blander sig, og jeg bliver forført og forelsket i dette spil – også når det gør ondt. Jeg tager responsen, men tager det ikke så personligt.

Jeg ved jeg aldrig blev født og aldrig vil dø – jeg ved det ikke fordi jeg har hørt det, men fordi jeg fandt det i mit hjerte. Ved at give slip på alt det, jeg ikke var, og give slip på hvad jeg så gerne ville være – og bare være et lille fjols, der sad og prøvede at holde sig vågen i meditation – men som på magisk vis var et med Det Højeste.

Jeg glæder mig så meget til at meditere igen! Og til hvert eneste øjeblik af yoga, hvert eneste øjeblik af at give mig selv til andre, hvert eneste øjeblik af hvad livet virkelig handler om.
Og hvert eneste øjeblik af modstand – for lige netop der møder jeg den, jeg ikke er, og så kan Den, der altid Er, åbenbares.