Rigtigt mange mødte frem for at få et indblik i de forskellige yogaskoler for på den måde bedre at kunne vælge hvad der bedst passer sig for dem. I den ene sal blev der praktiseret de ædle og tusindårgamle yogateknikker præsenteret af de forskellige deltagende skoler; i den anden sal fik publikum en grundig og beskrivende teoretisk indføring i yogaens virkemåder og gavnlige effekter. 

I pauserne kunne man få te, frugt og andre forfriskninger i loungen eller i den vegetariske restaurant Ambrosias Have.

Natha Yogacenter var for andet år i træk vært for den Internationale Yogadag i København og stillede lokaler og frivillig arbejdskraft til rådighed. Håbet er med tiden at skabe en begivenhed som alle yogaskoler kan stå sammen om; i år var fire københavnske yogaskoler og spirituelle organisationer mødt frem for i fællesskab at fejre den Internationale Yogadag. 

Astanga Yogaskole præsenterede deres sveddryppende og krævende yogastil, der fik pulsen op i gear og velværen til at sprede sig i kroppen på de friske fremmødte.

Hare Krishna bevægelsen førte folk ind i en fortryllende hjerte trance med deres hengivne kirtan og dybe forståelse af Bhakti Yogaens essens.

Ananda Marga fremførte en harmonisk symfoni af yoga asanaer udført i traditionel form, chanting af hellige sanskrit mantraer med dybt spirituel indhold og præsentation af de sociale projekter skolen er involveret i.

Natha Yogacenter indførte folk i Hatha Yogaens dybdearbejde på vækkelsen af de 7 psykiske centre, chakraerne,  samt en grundig præsentation af yogaens esoteriske viden om forbindelsen mellem chakraerne og asanaerne (yogastillingerne). Ialt 10 yogaworkshops og konferencer blev afholdt som en del af yogaens fest.

Yogadag er ikke kun et kulturelt initiativ men også et spirituelt intiativ, der henleder folks opmærksomhed på deres eget væsen ved  gennem yogapraksis at opnå en dyb selvforståelse som helbredende og harmoniserende element for både fysiske lidelser og indre psykiske konflikter. Gennem den yogiske praksis kan man nemlig opnå fuldstændig og  ubesværet kontrol med alle følelsesmæssige og mentale aspekter og en ny selvindsigt, der transcenderer det begrænsede dagligdags sind og skænker et spirituelt perspektiv af uanede muligheder.

Emanuel Langhoff, yoga og tantra lærer på Natha Yogacenter og medarrangør af Yogadagen udtaler: “En anden vigtig meningen med yogadagen er, udover at være et gratis tilbud til københavnerne, at skabe et uforpligtende sammenhold og venskab mellem landets yogaskoler. Derfor var parolen også i år ”forening i forskellighed af alle verdens yogier”. Ved at mødes kan vi inspirere hinanden og undgå en dogmatisk og sekterisk holdning til ”de andre”. Det er vidunderligt at se en stigning i tilslutning af yogaskoler til yogadagen og jeg er sikker på at til næste år vil International Yogadag 2012 præsentere de fleste af Københavns yogaskoler.”

Også andre steder i verden blev yogaens dag fejret. I flere byer som i Prag, Berlin, London og sågar i vores naboby Malmø blev dørerne slået op for nysgerrige og flere steder var der opvisninger på gader og stræder.

Ved afslutning af festivalen i København afholdtes en paneldebat yogaskolerne imellem, hvor repræsentanter fra de deltagende yogaskoler kunne udveksle meninger og erfaringer. Det viste sig hurtig at trods forskellighederne i de respektive skolers yogaudøvelse var der en bred enighed i yogaens overordnede mål om behovet for helbred, harmoni og spirituel indsigt. Samtidigt var alle skoler enige om at Yoga bør være samfundsengageret og virke som en gavnlig impuls til støtte både for individet og samfundet.

”Der var en virkelig god stemning i år, og venskaber opstod på kryds og tværs af skolerne”, siger ordstyrer for debatten og medarrangør af International Yogadag Sahaj Porslund.

Så husk at gøre plads i kalenderen d 8 oktober til næste års International Yogadag og få en gratis smagsprøve på en eller flere af Københavns yogaskoler.