Billedet er fra sidste år hvor 200 yogier afholdt en yogaklasse og gruppemeditation midt i byen Brasov i Rumænien. I år bliver dagen fejret af dedikerede yogier og yoga interesserede i London, Berlin, Stockholm, Malmø og mange andre byer.

I anledning af Den Internationale Yogadag samler vi yogalærere fra alle de større yoga – og meditationsskoler i København til en dag med forenet studie og praksis af yoga, åben og gratis for offentligheden. Ved denne begivenhed, fælles for alle større yogaskoler, fejrer vi ’forening i forskellighed’ af det tusindårige yogasystem.

Ens for os alle er, at vi underviser ud fra den traditionelle og autentiske yoga og sigter efter at tilbyde yogaundervisning, som har rødder i den klassiske lære og som følger de tusindårige principper fra det yogiske træningssystem. Samtidig er det fælles for alle skolerne at de på hver deres særlige måde, søger at integrere de effektive teknikker til at forbedre livskvalitet og helbred for mennesker med en moderne og vestlig livsstil.

Denne integration af et autentisk træningssystem for krop og bevidsthed (yoga) ind i denmoderne tidsånd giver yogaudøveren stor mulighed for at opnå sundhed, harmoni og lykke på alle niveauer, både fysisk, energimæssigt, følelsesmæssigt, mentalt og åndeligt.

Dagens program vil foregå i to forskellige yogasale. I den ene sal vil der være en række foredrag om forskellige emner, vedrørende udøvelsen af yoga og teorien bag. I den anden sal vil der blive undervist i forskellige yogastilarter (primært udøvelse af fysiske yogastillinger). Desuden vil der foregå workshops, såsom yoga nidra (dybdeafspænding), meditation og andre spændende yogateknikker.

Aktiviteterne vil blive afholdt af repræsentanter (yogalærere) fra de forskellige foreninger og yogaskoler, og vil repræsentere de karakteristiske indgangsvinkler for de respektive skolers læresystem. Programmet vil også inkludere en paneldebat med lærere fra de deltagende skoler, hvor tilhørerne har mulighed for at stille spørgsmål til panelet. Aftenen sluttes af med en teaterforestilling af Natha Yogacenters teatergruppe Natharaja, eventuelt i et kreativt samarbejde med deltagere fra de andre skoler.

Arrangementet vil blive afholdt i Natha Yogacenter, som har til huse i Concordia, på Nordre Fasanvej 230 (2 minutters gang fra Nørrebro Station). Her er der 4 store yogasale, som giver de perfekte rammer for denne begivenhed.

Der vil være gratis forfriskninger i receptionen, og der er også en vegetarisk restaurant (Ambrosias Have) i bygningen, hvor der er mulighed for at købe vegetarisk mad, te og kage.