Lad os begynde ved begyndelsen – Jeg må hellere præsentere mig selv. Jeg er, hvad du sikkert vil kalde, en øvet yogaudøver, en yoga- og meditationslærer og jeg arrangerer endda forskellige yogaworkshops og lejre. Man kan sige, at Yoga er min passion, det system, der giver de bedste løsninger til mine behov og til hele menneskehedens behov. I Natha Yogacenter fandt jeg dette system undervist i sin helhed – inklusiv alle dets esoteriske elementer, der giver stor effektivitet. Ved at finde hvad jeg naturligvis anser som et stort skattekammer af åndelig viden, sigtede jeg selvfølgelig mod at drage fordel af det, så godt jeg kunne, deltage i mange spirituelle retreats, og de var alle vidunderlige oplevelser, der rent faktisk var fulde af livslektioner. Men med tiden indsneg følelsesløshedens bedøvelsesmiddel, som er en velkendt følelse sig i mit hjerte. Det er ligesom at gøre noget, du elsker igen og igen, indtil det efter et stykke tid bliver noget mekanisk og mindre fyldt med glæde. Så da jeg hørte, at Natha ville afholde et retreat for kommunion med Krishna – var der ingen tvivl om hvorvidt jeg ville eller ikke ville deltage. Jeg vidste, at det ville være fantastisk. Jeg vidste, hvad jeg kunne forvente. Jeg tog fejl.

Er det ikke fantastisk fra tid til anden stadig at blive overrasket? Er det ikke fantastisk at opleve ting for allerførste gang? Det er, hvad dette retreat ligesom var for mig – en konstant overraskelse, en endeløs undren.

Hvem er Krishna og hvad har han med os at gøre?

I åbningsforedraget på retreatet blev formålet med retreat præciseret og forvirring eller overfladiske dogmatiske misforståelser blev fjernet.

Krishna er det, der på sanskrit kaldes en “Avatar” – hvilket betyder en inkarnation eller legemliggørelse af den højeste bevidsthed (ligesom Jesus var i en anden tid og sted). Menneskeheden har gennem ham modtaget en vigtig spirituel lære, der sigter mod at placere menneskeheden på dens vej til harmoni og opfyldelsen af ​​dens fulde potentiale – højnelsen af den individuelle bevidsthed til at forene sig med dens oprindelse. I alle tidsaldre kommer der en lærer for at vise vejen, og Krishnas budskab er af større relevans i dag, end det nogensinde har været. Men Krishna er ikke bare munden, hvorigennem disse guddommelige lærdomme blev leveret – samtidig legemliggør han dem i sit væsen, han er det levende eksempel på at følge disse lærdomme, eksemplet med kronen på værket, når man opnår succes gennem disse lærdomme. Læreren viser vejen og på samme tid er han selv vejen. Derfor tilstræbte vi os på dette retreat på at tune vores væsen til denne mystiske Krishna tilstand, tillader derved de oplyste lærdomme, som han legemliggør til at vokse inden i os, ekspanderer vores bevidsthed ud over ego perspektivet ind i den guddommelige sfære.

Nå, er det ikke en stor mundfuld? Og ikke desto mindre, det var det.

Genopdagelse af glæden

Første dag var lidt uklar. Læg det, at til komme træt til retreat, oveni. En introduktion til Krishna tilstanden blev givet, og jeg begyndte at føle, at jeg ikke er helt til stede, at min energi er lav. Derefter blev jeg indviet i et hemmelig Mantra, der kan bruges i meditation til at tune sig ind på Krishnas bevidsthedssfære. Efter initieringen mediterede vi alle med dette mantra sammen. Nu var det indlysende – jeg er træt. Det går ikke. Men det er ikke noget som et godt måltid og en god nats søvn i en behagelig seng ikke kan kurere. Og det er lige, hvad jeg fik i Paradis Vækstcenter, hvor Krishna retreatet blev afholdt.

Næste dag var jeg en helt ny mand.

Dagen begyndte med en speciel tantrisk måde at praktisere yoga som par. I denne modalitet kaldet ”par-asanas” er de yogiske positioner (”Asanas” på sanskrit) udført af et par mand-kvinde, strømmer energien i et kredsløb mellem de to personer, og virkningerne bliver forstærket og deles mellem dem, kvinden integrerer de maskuline kvaliteter og manden integrerer de feminine. Jeg aftalte med en anden deltager i retreatet, en dejlig kvinde, at praktisere sammen. Jeg har praktiseret par-asanas før, men denne gang var der en ny drejning: under praksis af hver yogiske position blev der vækket den specifikke Krishna energi. Nå, det gjorde udslaget. Jeg er vågen, og jeg ønsker ikke at gå glip af et eneste øjeblik – det var min oplevelse i denne praksis. Det var følelsen af ​​at vågne op efter en lang vinter-dvale med en hunger efter livet. Fra den ene yogiske position til en anden vækkede energien mit væsen, jeg mærkede mit væsen ekspanderende en ganske lille smule og endda lidt efter lidt med glæde og jeg ønskede ikke at være andre steder end her og nu.

En let og dog lækker morgenmad udenfor i sollyset og tilbage inde til en møderække i initierende teoretiske afsløringer om Krishna tilstanden. Denne gang er jeg mere til stede. Jeg vil ikke sige, hvad der blev sagt, men jeg vil sige, at ud over de ord, opfattede jeg noget andet, en idé, en vision af livet eller måske mere præcist en vision om at leve. “Jeg ønsker at leve” begyndte mit hjerte at hviske til mig, men hvordan?

Svaret kom inden længe. Den teoretiske del blev efterfulgt af en times meditation med mantra for kommunion med Krishna, som jeg har fået den foregående dag. Jeg synker dybere og dybere ind i det meditative rum, som en sten ubesværet synker mod bunden af ​​en sø, bemærkede jeg mit sinds slør smelte væk et efter et, mit mentale fængsels tremmer opløse sig. Derefter slog det mig – kærlighed, kærlighed er svaret. Når du råber i bjergene og din stemme giver ekko fra klipperne, og gradvist forsvinder – vil det nogensinde virkelig ophøre eller vil det give ekko for evigt? Denne meditation blev ved med at give genlyd gennem hele dagen og længe efter.”At leve, at elske” hvisker mit hjerte under frokosten – at finde glæde i de enkle ting, der så ofte går ubemærket hen.

Så tager vi til stranden, “lever øjeblikket, elsker vinden på din hud”, og der er glæde. Bølgerne der kysser stranden, samtale med dem der står med mig på sandet – det er glæde. Selv det kolde vand i Østersøen på min hud, da jeg springer i det er glæde. Jeg er i live.

Tilbage til Paradis Vækstcenter. En anden teoretisk lektion. Ideer og begreber krystalliserer sig gradvist i mig. Ordene er de ord Gregorian Bivolaru, grundlæggeren af ​​Natha Yogacenter med alle sine internationale søster skoler og forfatter til sit system for åndelig vækst.

Jeg kan ikke andet end at føle beundring for den mand, der satte sådan en bemærkelsesværdig syntese af information og ideer og mætte det med energi, så det bliver et frugtbart frø, der kan vokse sig til et stort træ. Og taknemmelighed, det er hvad jeg også føler. Begreberne præsenteres til tider af Advaita Stoian, den koordinerende lærer på Natha og direkte discipel af Bivolaru, på andre tidspunkter af hans kone og højre hånd Adina, og til tider af Catalin Balilescu, som jeg ved er en værdsat yogalærer.

Til tider stopper de op og nogle ideer tydeliggøres, kommer med eksempler, besvarer spørgsmål. Det er klart for mig, er, at den mystiske Krishna tilstand er i live i dem. Jeg ser det gløde i deres øjne og vibrere i deres stemmer.

Især Advaita synes at udstråle denne tilstand – pludselig indser jeg, at han synes at være afslappet og glad i hver eneste af hans handlinger, der legemliggør en af ​​Krishnas lærdomme kaldet Karma Yoga, som kan opsummeres som ”at handle uden at handle”..

Om aftenen så vi den første del af en film, kaldet »Mahabarata”. Dette er en tilpasning til film af den antikke episke tekst af samme navn, som blev skrevet for tusinder af år siden, og beskriver begivenheden midt i en stor krig mellem godt og ondt – det var den scene hvorfra Krishna oprindeligt optrådte og gav hans lære. Jeg siger “tilpasning til film«, fordi den oprindelige tekst er enorm i sin størrelse, så meget, at selv efter tilpasningen er filmen næsten 6 timer lang.Men bare rolig, vi så den ikke på en aften, men delte den op over flere aftener. Advaita starter med en introduktion til filmen: Forfatteren fortæller historien til menneskets sjæl, og på samme tid, er det historien om Sjælen – dens oprindelse og dens rejse ind skabelse og tilbage til sin oprindelse. Forfatteren skriver historien, mens han fortæller den og lytteren transformeres i processen – med ordene fra forfatteren” hvis du lytter omhyggeligt, vil du ved slutningen være en anden. Og det gjorde jeg, og det blev jeg. Advaita stopper filmen fra tid til anden for at kommentere og forklare symbolik. Legenderne kommer til live, og dybt inde i mig føler jeg noget tage styringen og fastlægge en kurs.

Det guddommelige liv

Den ene dag følger den anden, en ny rutine finder sted: Par-asanas om morgenen, teoretiske initierende foredrag, meditation, flere foredrag. Men der er ingen følelse af rutine. Tværtimod ser verden mere lysende ud efter hver meditation, som var den født på ny. I pauserne går jeg nogle gange med andre på ture til skov, sø eller eng, andre gange praktiserer jeg yoga på det solbeskinnede græs i Paradis Vækstcenters have.Nogle aftener ser vi fortsættelsen af ”Mahabarata” og jeg opdager mig selv i den store fortælling.

En aften tændte vi et bål og samles omkring det, bage snobrød, mens Louise (en tantrisk lærer fra Natha med smukke øjne og smuk stemme) fortæller historier, og reciterer digte om Krishnas liv. Her er et uddrag af et digt, som i særdeleshed er min favorit:

“Søde er Hans læber og Hans ansigt er sødt. 
Søde er Hans øjne, ligesom Hans smil er sødt. 
Sødt er Hans hjerte ligesom Hans væremåde er sød.

Herren af sødme er fuldstændig sød.
Lord Sri Krishna er helt sød.

Søde er Hans ord, ligesom Hans handlinger er søde. 
Sød er Hans påklædning ligesom Hans kropsholdning er sød. 
Sød er Hans gang ligesom Hans bevægelser er søde.

Lord Sri Krishna er helt sød.

Sød er Hans fløjte og støvet fra Hans fødder er sødt. 
Søde er Hans hænder, ligesom Hans blå fødder er søde. 
Sød er hans dans og hans venskab er sødt. 

 
Herren af sødme er fuldstændig sød. 
Lord Sri Krishna er helt sød”.

Nogle af de skønne kvinder rejste sig spontant og begyndte at danse, og jeg kunne ikke andet end at tænke for mig selv ”dette liv er fuld af vidundere”.

En anden aften guidede Adina et ritual for tilbedelse af Krishna. For mig fandt aftenen ikke sted på jorden. Det var som om hele begivenheden fandt sted i en anden dimension, hvor luften var lavet af kærlighed. Trin for trin opdagede jeg tilstedeværelsen af ​​Krishna indeni mig og i alle andre omkring mig.

På andre tidspunkter, i nogle pauser tog nogle deltagere på retreatet guitarer og begyndte at spille, på andre tidspunkter trak par sig tilbage til skjulte hjørner af haven for at omfavne hinanden. Rent faktisk et liv fuld af vidundere.

Påskelørdag udførte vi en særlig meditation til at fremmane tidspunktet for Kristi genopstandelse og den næste dag delte vi ved middagstid en festligt påskefrokost i Paradis have.

Men for mig, er de dage ikke mærket med udviklingen af disse begivenheder, men snarere af en voksende følelse af et kontinuerligt mirakel. Mere og mere gav jeg slip på mig selv og lod mit sind indstille sin ubarmhjertige snak. Mere og mere finder jeg den fred, der nu vokser i mig i mit hjertes nærvær.

Mere og mere valgte jeg at være i live i dette øjeblik. Og så – åbenbarer øjeblikket sig foran mig med farver så levende, ting, som jeg aldrig havde lagt mærke til kommer til syne med pragt og en livsglæde overtager mig. Jeg oplever, at kærlighed guider mine handlinger og glæde fylder dem. Frem for alt dette, bemærker jeg en mystisk tilstedeværelse, det er Krishnas bevidsthedssfære, som jeg kender.

Livet blev skabt til at være guddommeligt, det er netop det, at den højeste bevidsthed manifesterer sig og bliver bevidst om sig selv. En tanke dukkede op i mig, ‘Kan jeg altid leve på denne måde? “Jeg smiler og svarer mig selv” Hvordan kan jeg lade være?”

Gudommelige tegn

I denne tilstand af væren er alting opdaget som har dybde og mening. 
Hvordan kan det ikke være således, når alt er forbundet til alt – alle ting bliver viklet ind i livets snore? Tilsyneladende ser det ud til at Gud hele tiden taler til os, selvom vi sjældent lytter. Men undertiden hæver han stemmen en smule mere – jeg bemærkede to sådanne tilfælde midt i Krishna retreatet. To tydelige tegn som er nævnt i forskellige traditioner, som budskaber fra det Guddommelige. Torsdag den 17. april vågnede vi om morgenen og var vidne til en regnbue rundt om solen, på himlen over Paradis. I alle traditioner og kulturer er regnbuen blevet forbundet med guddommelig harmoni, skønhed og godhed, og ses som en bro eller et kommunikationsmiddel mellem Gud og mennesket, mellem ånd og materie. 

I frokostpausen den selvsamme dag, landede en helt hvid due blandt os, mens vi spiste, og stod bare få cm væk fra os i over en halv time, ubevægelig og slet ikke bange.

I Kristen mystik symboliserer den hvide due Helligånden. Dette tegn var for mig især tydeligt, da der netop den foregående aften i en diskussion blev nævnt den særlige betydning af en helt hvid due af en af ​​mine venner. Bare for at understrege det – er duer ikke et emne, jeg taler om hver aften.

Som vi stod der og så ovennævnte tegn var den tilstand, der fyldte mig, en ​​undren over mysteriet om Guds eksistens i ethvert atom i universet og i mit eget hjerte, samt erkendelsen af at ved at elske liv, elsker jeg Gud. 

Tre dage senere

Tre dage er gået siden retreatet sluttede. Jeg sidder og nedfælder mine tanker og følelser på skrift. Et stort smil breder sig på mit ansigt og varme i mit hjerte, da jeg tænker på disse erfaringer. 
 
Jeg har mantraet og jeg mediterer med det hver dag. Det spørgsmål, jeg stillede mig selv under retreatet presser sig igen på i mit sind ‘Kan jeg fortsætte med at leve det guddommelige liv hver dag?’, Og jeg svarer atter ‘Kan jeg ikke? “. 
 
Efter at have oplevet glæden og livets vidunder, hvorfor skulle nogen vælge at vende tilbage til at sove. Men jeg ved, at dette ikke er enden på vejen, det er heller ikke dens begyndelse. Det er blot en anden drejning på livets vej, en anden lektion. Og jeg ved at virkelig være i live, er et valg, der skal tages igen og igen i hvert øjeblik, et valg, der skal praktiseres og uddybes, det er ikke en teori, men en livsstil. Heldigvis, jeg har værktøjerne til det som gives via kurser og lejre i Natha. Fra dette perspektiv er dette retreat ikke afsluttet for mig, det fortsætter i mit hjerte.  N.B 
Hvordan kan man afslutte en gennemgang af noget, der aldrig ender? Den bedste måde jeg kan tænke på er de sidste ord i Mahabarata – selv en historie uden ende: 
 
‘Du har ikke kendt til hverken Paradis eller Helvede. Her er der ingen Lykke, ingen straf, ingen familie, ingen fjender. Opstig i ro. Her ender ord, ligesom tanker. Det var din sidste illusion”.